Vi har modtaget nedenstående beretning fra Nikolaj om hans første kamp til en VM-slutrunde – VM 2018 i Rusland.
“Der venter mange sikkert på papiret ”kedelige kampe” i fremtiden. Men når man oplever stunder som ovenstående – så kan et brilleresultat være alt andet end kedeligt”
𝗘𝗻 𝘁𝘂𝗿 𝘂𝗱 𝗶 𝘀𝗼𝗹𝗲𝗻 – 𝗿𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝘁 𝘂𝗱 𝗼𝗴 𝗳ø𝗿𝗲 𝘀𝗶𝗴 𝗳𝗿𝗲𝗺 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗮𝗻𝘀𝗸𝗲 𝗳𝗮𝗻𝘀 𝗽å 𝗱𝗲𝗻 𝗿ø𝗱𝗲 𝗽𝗹𝗮𝗱𝘀.
Vi mødtes med danske fans fra morgenstunden på den røde plads foran BarBQ inden VM’s ”kedeligste” kamp Danmark-Frankrig i Rusland. Flere har sagt at det var uheldigt, at det var den kamp jeg oplevede i Rusland. Og her beskylder jeg dem ikke for at være kæmpemisundelige på, at vi var afsted og at de ikke var. I ved hvem I er…
“Selve ‘brilleresultatet’ var jo helt fantastisk”
Selve brilleresultatet var jo helt fantastisk. Danmarks eventyr fortsatte, og hvis man ikke vidste, at (landsholds)fodbold handler mere om 1,5 times underholdning, så fandt man hvert fald ud af den hvis man var med på den røde plads den dag.
Jeg var afsted for første gang på udebane med landsholdet, første gang til VM og første gang, hvor jeg oplevede det danske fanfælleskab.
Høj sol, kolde fadøl og fodboldsange på den røde plads. Efterfulgt af fælles afgang mod Luzhniki Stadion, hvor vi sejlede op ad åen og ned i metroen igen. Aldrig har jeg prøvet en bedre stemning.
Og herhjemme fortsatte den særlige stemning til de efterfølgende EM-kvalkampene. Dyre fadøl i hånden, gode venner og landsholdsfodbold – jeg forlanger ikke mere for at være lykkelig.
Jeg var afsted med en kæmpegod kammerat, hvis fodboldviden er begrænset og som fx kommenterer en veltimet glidende tackling med: ”Det var godt lagt”. Eller en flyvende tæmning efterfulgt af en flugter i kassen med: ”Det er godt hoppet”. Men landsholdsfodbold kan mere end simpel fodboldnørderi og giver uforglemmelige oplevelser.
Stadion og de gode oplevelser med landsholdet er savnet. MEN! mon ikke vi snart får mulighed igen, for høj sol, fadøl på Rådhuspladsen og så sætter vi gang i fejemøjet og sejler sammen hen til stadion. Det drømmer jeg om. Og så skal jeg uanset hvad afsted hvis det tillades og opleve den særlige udebanestemning med alle de gode fans.
Der venter mange sikkert på papiret ”kedelige kampe” i fremtiden. Men når man oplever stunder som ovenstående – så kan et brilleresultat være alt andet end kedeligt.