Vi har modtaget nedenstående rejseberetning fra Thomas Rosenberg, som sammen med en stor flok danske roligans oplevede den dejlige aften, hvor et uafgjort resultat var nok til at sende spillere og fans i ekstase.
Tur til Dublin for at overvære den afgørende kamp mellem Irland og Danmark om at komme til EM 2020.
Søndag den 17. november 2019 – afgang til Dublin
Følelsen af spænding i maven gjorde at jeg vågnede latterlig tidligt, faktisk 2 timer inden mit vækkeur, der i forvejen var sat til kl. 05:00. Var klar over at det var noget helt specielt, der skulle finde sted. Kufferten var pakket og klar, tøjet lagt frem på forhånd.
Nu hvor tidsrammen fra pulsen vækkede mig og frem til at bilen skulle køre mod lufthavnen, var blevet yderligere forøget af den tidlige opvågning, valgte jeg at smide lidt musik i ørene, gå en tur og vække fuglene. Tankerne var allerede i Irland, landet hvor jeg har brugt en pæn portion af mit liv. Så det var ikke kun en fodboldtur, men også en mulighed for at komme retur til mit 2. hjem.
High-five og kram i lufthavnen til en masse genkendelige ansigter, der alle havde booket billet til samme fly og samme drøm om en EM-slutrunde, via en sejr i Dublin.
Efter indtjek på hotellet ”Academy Plaza”, en gang brunch på den nærliggende restaurant og en ”velkommen-til-Dublin-Guinness” på hotellet, begav vi os ud i Dublins gader. Eller rettere, vi nåede godt og vel 150 meter op ad O’Connell Street, hvor ”Murray’s Pub” tog pænt imod os. Her havde en del danskere fundet sig til rette og nød en kold øl og gæstfriheden fra de irske værter.
Mandag den 18. november 2019 – Match Day
Efter morgenmaden, stod den på rundvisning på ”Tolka Park”, hjemmebane for Dublin-klubben Shelbourne FC. Turen blev klaret til fods, som opvarmning til marchen senere mod ”Aviva Stadium”. Undervejs passerede vi det gigantiske ”Croke Park”, med plads til 82.500 tilskuere, der til dagligt huser Gaelisk fodbold, Rugby og Hurling og der var hjemmebane for det irske fodboldlandshold i perioden fra det temmelig slidte ”Landsdowne Road” blev revet ned i 2007 og til det noget mere moderne ”Aviva Stadium” stod klar i 2010.
På Tolka Park blev vi budt velkommen af Barry, en lokal patriot, der var yderst gavmild med historier om klubben, dens op- og nedture og ikke mindst den opbakning der er fra de lokale, som er én af de mindre klubber i Dublin. Ganske underholdende og en øl blev det da naturligvis også til.
Men ellers var det tid til at varme op. Og hvordan kunne man gøre det bedre end ved at rydde en gigantisk sektion af natklubben ”Dicey’s Garden Club” for lokalbefolkning og smække ølpriserne i bund for de tørstige danskere. Da vi ankom, måtte vi lige sunde sig et øjeblik. Et imponerende syn. Flag hængende fra balkonerne og rød/hvide farver alle steder. Roliganmusikken hamrede ud af højtalerne og hele scenariet ledte tankerne på det danske indtog i Mexico i 1986.
“Det kan simpelthen ikke siges nok; når muligheden atter byder sig, så tag med på disse ture”.
Efter opvarmningen, var det tid til marchen mod ”Aviva Stadium”, en tur der ifølge eksperterne og Google Maps burde tage små 40 minutter. Det gjorde den også. Mindst. Den temmelig lange hale af de mange Roligans, gjorde at optoget blev bidt over i mindre grupper, hver gang en større vej skulle paceres. Og de mange irske fans så til fra deres pubber og ophold på gader og stræder, uden at der på noget tidspunkt var antydning af udfordringer. Nøjagtig som de irske fans er verdensberømte for.
Som vi nærmede os, blev projektørlyset mere og mere klart og oplyste den imponerende kuppel, hvilket gjorde det endnu mere indbydende at fortsætte i den dragende retning. Inde på stadion fyldte vi hele den ende-tribune der var blevet os tildelt og stemningen var rigtig god blandt de rød/hvide fans. Man havde det som om at man stod sammen med alle 6 millioner danskere, hvilket man jo ikke gjorde, da det nok havde givet lidt logistiske udfordringer. Men følelsen var der.
Som kampen skred frem, blev man mere og mere nervøs, lige indtil at tiden pludselig stod stille. Et tidligt slået indlæg fra højre side, blev spillet præcist bag om den irske bagkæde og Martin Braithwaite dukkede op og kastede sig frem mod bolden. Sekunder føltes aldeles lange og det var lige som om at alle danskere trak vejret i takt og med samme lunge. Og så eksploderede ende-tribunen. Vilde scener, krammere der blev udvekslet med alle omkring én, også folk man havde set for første gang for 5 sekunder siden. Og efter slutfløjtet var euforien enorm. Trods den irske udligning til sidst i kampen. For den betød intet. Vi var klar til EM.
Vandring retur mod ”Dicey’s Garden Club” og et after party af de helt store.
Dagen efter stod den på hjemtur og et minde der vil vare til evig tid.
Det kan simpelthen ikke siges nok; når muligheden atter byder sig, så tag med på disse ture.
