I aften møder vores kvindelandshold Irland på udebane i en venskabskamp i Dublin. Du kan se kampen på DRTV fra kl. 19.15
Det stærke danske hold har to gange tidligere mødt Irland, hvor det begge gange er blevet til en 4-0 sejr. Seneste opgør var i 2006 til Algarve Cup. Denne gang spilles kampen i Dublin, hvor vi jo har mange gode landsholdsminder de seneste år. Kampen spilles på Tallaght Stadium, hvor der normalt er plads til 8000 tilskuere. Byggeriet af Tallaght Stadium startede i år 2000 men blev grundet juridiske problemer stoppet et år inde i byggeriet. Først syv år efter blev arbejdet genoptaget og stadionet blev indviet 13. marts 2009. Til hverdag huser Tallaght Stadium den historiske irske storklub Shamrock Rovers herrehold, som har hele 18 irske mesterskabstrofæer og 25! pokaltitler i skabet.
De danske kvinder kommer ind til kampen med en succesfuld kvalifikation til EM i bagagen, hvor vi vandt vores kvalifikationsgruppe med 28 point og en vanvittig målscorer på 48-1. Irland sluttede som nummer 3 i deres kvalifikationsgruppe efter Tyskland og Ukraine.
Den danske trup:
Kathrine Larsen, Katrine Svane, Lene Christensen, Luna Gevitz, Rikke Læntver Sevecke, Sara Holmgaard, Sara Thrige, Simone Boye Sørensen, Sofie Svava, Emma Snerle, Josefine Hasbo, Katrine Veje, Nanna Christiansen, Olivia Holdt, Sanne Troelsgaard, Sofie Junge Pedersen, Caroline Møller, Frederikke Skjødt Thøgersen, Kathrine Møller Kühl, Nadia Nadim, Nicoline Sørensen, Pernille Harder, Signe Bruun, Stine Larsen