Vi skulle afsted for at se de danske drenge spille fodbold mod Gibraltar.
Men først skulle vi som skrevet står, mødes i lufthavnen hvor vores fly til Malaga desværre var forsinket. Denne forsinkelse blev vekslet til en masse god hygge og med et par ekstra øl på pubben O’Learys.
Da vi endelig fik lov til at boarde vores fly, blev der fortalt en masse røverhistorier og deriblandt også diverse landsholds anekdoter, der var sågar en quiz, som bestod i, hvis vi husker rigtigt, 500 fodbold spørgsmål, som en af deltagerne havde lavet.
Derudover fik folk sovet lidt på skift i flyet, som jo var forsinket, så alle vidste godt at den første tid med ankomst til hotellet kl.02 ikke ville holde stik.
Ankomsten til Malaga gik på trods af forsinkelserne super, og vi fik hurtigt sat os i bussen, så vi kunne komme afsted mod hotellet.
Vi ankom kl.04 på vores hotel. Ved ankomsten var der sørget for, at der stod en lille smule natmad, som hurtigt blev spist, og så var det ellers bare i seng.
Torsdag d.5 september KAMPDAG
Her startede det med morgenmad på hotellet, og kort derefter var det ud af døren og over i busserne, som skulle fragte os til Gibraltar. Vi blev sat af ved grænsen til Gibraltar, så vi selv kunne gå ind i landet og dernæst gå over den ikoniske landingsbane, som man kunne høre og se både på tv samt på stadion, hvor kampen skulle spilles.
Vi var i Gibraltar omkring kl.14:30 og kampstart var 20:30, 6 timer skulle nu bruges i solskin, varme, med festglade danskere, kolde drinks og danske sange.
Der var fællesmarch til stadion, som vi ikke deltog i, da vi ved en fejl fik forvildet os ud i nogle af Gibraltars små gader. Men også her var der liv og glade dage nu bare med feststemte indbyggere fra Gibraltar. Vi fandt dog hurtigt stadion som ikke lå ret langt fra, hvor vi havde brugt de sidste 5-6timer.
Selve kampen forløb fuldstændig som forventet – sikker dansk sejr på 6-0.
Efter kampen tog vi busserne tilbage til hotellet, hvor den for nogen stod på barhygge og for andre var det nok sengen som kaldte.
Fredag d.6 september Afslapperdag med fællesspisning
For vores vedkommende stod afslapperdagen på sightseeing i byen og senere hygge ved, samt i poolen på hotellet.
Herefter drog vi afsted til baren “Not a lot”, som Camp92 havde tilknytning til. Herfra var der til de som ønskede at deltage i fællesspiningen arrangeret taxaer, som fragtede os til restaurant “Ponderosa Roadhouse” hvor aftensmaden skulle spises.
Da aftensmaden var spist, vinen var drukket og den sidste øl var skænket, holdt taxaerne klar til at fragte os alle tilbage til “Not a lot”, som sammen med diverse gadesælgere og bølgernes brusen mod kysten fik sat et smukt punktum på en helt perfekt landsholdstur til Gibraltar.
Lørdag d.7 september Hjemrejse
Selve hjemrejsedagen blev for vores vedkommende brugt en smule ved hotellets pool og dernæst ude i gaderne omkring hotellet for lige at snuse det sidste af den spanske luft ind i næseborene, inden vi kl. 16.00 skulle sætte vores tasker og os selv ind i busserne, som fragtede os til lufthavnen.
En mindeværdig tur blev rundet af i lufthavnen på dansk jord og nye venskaber blev ønsket “god tur hjem” 🇩🇰
Det bliver med garanti ikke den sidste rejse med Landsholdet for vores vedkommende.