Det var sommeren, hvor vi lærte, at livet er det vigtigste.
Det var sommeren, hvor vi lærte at være sammen med vores kære.
Og det var sommeren, hvor vi lærte, at Danmarks fodboldlandshold går en lys fremtid i møde.
Det er alligevel med en noget ambivalent fornemmelse i kroppen, at disse ord og linjer skrives. For på den ene side sidder skuffelsen og ærgrelsen stadig i kroppen her på dag to efter Danmarks EM-exit til England i forlænget spilletid. Men på den anden side, så har vi så mange ting, at vi kan være stolte af. Nye stjerne er blevet født, og det giver en stor tro på fremtiden, som ser lys ud for dansk landsholdsfodbold.
Men på trods af det var det så marginalt, at vi måtte se os slået af England i forlænget spilletid. På et tyndt straffespark. Det gør næsten stadig helt ondt at skrive.
For hvis vi lige skal sætte en sidste krølle på det meget omtalte straffespark, så var der , med dansker-brillerne på, ikke skyggen af straffe til Raheem Sterling, der kampen igennem faldt lige så let som en fjer.
Det folkekære landshold er tilbage
Når det så er sagt, så må vi også erkende, at englænderne var bedst i de 120 minutter, men havde vi nu bare kunne have holdt den til straffesparkskonkurrence, ja så ved vi ikke, hvad der var sket.
Vi har i hvert fald bare en bedre målmand i form af Kasper Schmeichel, der stod endnu en brandkamp, men det var desværre – med en fed stred under desværre – ikke nok onsdag aften.
Det bitre EM-exit skal dog ikke tage noget fra den indsats som Kasper Hjulmand- og hans danske mandskab har leveret de seneste tre uger ved EM-slutrunden. For selvom vi nu skal hjem og ikke videre, som ellers har været Danmarks slogan under slutrunden inspireret af det folkekære Olsen Banden, så har Hjulmand netop formået at forvandle det danske hold til et folkekært et af slagsen.
Hele Danmark og ikke mindst hele Fodboldeuropa har fået øjnene op for en hvis Mikkel Damsgaard, mens det er blevet understreget, at vi har en spillertrup med enormt meget karakter – særligt i dagene efter den tragiske kamp mod Finland. Spillere som Kasper Schmeichel og Simon Kjær gik forrest – både på- og udenfor banen, da det så allersortest ud.
Vi har et landshold, som vi i den grad kan være stolte af.
Dansk folkefest
Jeg var ikke født hverken i 80´erne eller i 1992, men jeg forestiller mig, at stemningen har været på kogepunktet på samme måde, som vi har set her i sommeren 2021. Den nationale stolthed har fået et boost af en anden verden, og jeg tror selv, at nationalromantikkeren Adam Oehlenschläger ville komme med et anerkendende nik, hvis han ellers kunne.
Der har været rød/hvide flag på alle gadehjørner, og det har været en sand fornøjelse at se billeder fra hele landet, hvor EM-festen har raseret i de danske gader. Der var ellers ikke meget, der tydede på, at vi ville få en EM-fest, efter Christian Eriksens tragiske kollaps i Parken mod Finland i den første gruppekamp.
Men vi rejste os.
Ikke kun spillerne.
Hele nationen stod sammen side om side, og vi viste om nogen, at det var én for alle, alle for én.
Siden da er spillerne blevet båret frem af tilskuerne, først på en magisk aften i Parken mod Rusland, efterfulgt af en dansk invasion i Amsterdam, hvor vi satte Wales til vægs. I Baku gjorde strenge corona-restriktioner det ikke ligefrem nemt at støtte Danmarks drenge, men det lykkedes alligevel at komme afsted og se Danmark spille sig i den første semifinale siden 1992.
Den kamp vil jeg ikke koge mere suppe på, for vi mødte et bedre mandskab, som også havde marginalerne med sig, og dermed sluttede Danmarks fortryllende EM-eventyr på ikoniske Wembley.
Men denne rejse er langt fra slut.
TAK!
For landsholdsfeberen har for alvor ramt det danske land igen, hvor danskere er stimlet sammen rundt omkring i landet for at se Danmarks drenge. Og der har vi meget at takke Kasper Hjulmand og hele spillertruppen for. Tak er dog et fattigt ord, men det er alligevel det, der dækker den her slutrunde bedst.
Først og fremmest tak til de samaritter, der handlede hurtigt, da Christian Eriksen faldt om i Parken, og det er nok det, som vi skal være allermest taknemlige for. For Eriksen er stadig blandt os, og det er den største gave, som vi har fået ved den her slutrunde.
Men spillertruppen og Kasper Hjulmand fortjener i den grad også et tak. For da det så sortest ud, gav de os et lys i mørket, noget at samles om og ikke mindst noget at være stolte af.
Og når det så er sagt, så er vi langt fra færdige.
Denne nye æra er først lige begyndt.
(FOTO: Robert Hendel)
